Psykiske sygdomme har den følge, at vores selvopfattelse, personlighed og kontakt til omverdenen bliver påvirket. Da seksualiteten er en del af vores personlighed, vil seksualiteten også ofte blive ramt, når psyken kommer i ubalance.

Måden, hvorpå seksualiteten bliver påvirket af en sindslidelse, er individuel og f.eks. afhængig af personlighed, erfaringer samt af sygdommens karakter.

De fleste psykiske sygdomme påvirker vores evne og overskud til nærhed og intimitet, og ofte svinder selvværdet.

For mange mennesker med en psykiatrisk lidelse bliver kontakten til en eventuel seksualpartner uoverskuelig. For endnu flere er et parforhold for krævende. Og de, som har det fornødne overskud ved ofte ikke, hvor de skal gå hen, eller hvordan man etablerer kontakt til en potentiel kæreste/seksualpartner.

Nogle mennesker får en psykisk lidelse i de unge år. For dem betyder det ofte, at vigtige erfaringer og viden inden for det seksuelle spektrum er gået tabt. For eksempel viden om, hvordan man flirter og skaber kontakt til personer, som kunne være potentielle kærester og/eller seksualpartnere. Basal viden om seksualitet, f.eks. prævention, kønssygdomme, samleje og onani er også en mangelvare, når man har været syg i netop den periode, hvor jævnaldrende venner fik undervisning i skolen og udvekslede erfaringer indbyrdes.

Adskillige bliver som følge af den manglende viden og erfaring i tvivl om deres kønsidentitet eller seksuelle orientering og er måske ikke afklarede, om hvorvidt de er homo-, hetero- eller biseksuelle.

Megen medicin, som ordineres i forbindelse med psykisk sygdom, påvirker desværre også seksualiteten negativt. Bivirkningerne kan være udtalte, men ofte kommer disse bivirkninger bag på brugerne af psykiatrien. Manglende information betyder, at man ikke ved, hvad der er grunden til de seksuelle problemer, og hvordan man kan undgå eller reducere dem.

Når vi bliver syge eller får et handicap, ændres vores fysiske og/eller psykiske ressourcer. Vores selvbillede krakelerer; fra at se os selv som “normale” mennesker med “almindelige” mål for os selv og vores liv, tvinges vi til at redefinere begge dele.

Vores seksualliv er i høj grad præget af vores fysik og psyke, så når vi rammes på ét af disse områder, oplever vi også, at vores seksualitet ændrer sig.

Når sygdom og/eller handicap uventet bliver et livsvilkår, oplever mange sig ikke længere som seksuelt attraktiv og selvværdet svinder. Man kan f.eks. miste lysten eller energien til at vedligeholde sexualdriften og/eller ophøre med at onanere.

Når vi bliver ældre, ændres vores fysiske og/eller psykiske ressourcer. Vi har ikke længere de samme kræfter, og seksualiteten ændrer sig. Desværre tror mange, at alderdom betyder, at vi ikke længere har et seksualliv. 
Sådan behøver det ikke være. Når vi bliver ældre, ændres vores fysiske og/eller psykiske ressourcer. Mange mennesker, som er trådt ind i alderdommen, beskriver hvordan deres sexliv blomstrer, fordi de nu er helt klar over, hvor de står seksuelt, og fordi de har tid og ro til at dyrke sig selv og deres partner.

Ældre mennesker på plejehjem har ofte en seksualitet, som personalet ikke har ressourcer til at tage sig af. Derudover er det ofte grænseoverskridende både for medarbejderen og for beboeren, hvis kontakten mellem de to parter også skal indeholde samtale og rådgivning omkring seksuelle emner.

Bistand fra en seksualvejleder eller sexologisk rådgiver kan i dette tilfælde være en lettelse for både beboer og medarbejder. Fagpersonen kommer udefra og har seksualiteten på dagsordenen, og vedkommende vil derfor lettere kunne tage hul på og vejlede omkring seksuelle problematikker.